Beskæftigelse og uddannelse
Nordstern stræber efter at blive en mere mangfoldig og inkluderende virksomhed, for at afspejle mangfoldigheden i samfundet omkring os og tiltrække de mest kompetente medarbejdere uanset deres køn eller andre mangfoldighedsfaktorer. For at gøre det arbejder vi for at være en inkluderende og attraktiv arbejdsplads for alle.
Uddannelse og udvikling af medarbejdere
Nordstern er dedikeret til at udvikle og uddanne vores medarbejdere.
Vi gør dette ved årligt at:
- Tilbyde vores medarbejdere kurser med interne eller eksterne undervisere. Kurserne er gratis for vores medarbejdere og indarbejdet i vores karriereudviklingsprogram.
Tilbyde vores interne flertrins lederuddannelse til udvalgte medarbejdere
Praktikanter
Nordstern er også dedikeret til at udvikle den næste generation og bidrage til deres beskæftigelse. Vi gør blandt andet dette ved at ansætte praktikanter på vores projekter landet over. Til dette arbejder vi ud fra en fast målsætning for, hvor mange praktikanter vi ønsker at ansætter hver år. I 2023 havde vi 48 praktikanter og vi arbejder os hen mod målet om 70 praktikanter om året fra 2025.
Praktikpladserne skal hjælpe unge med at opnå værdifulde færdigheder og viden, der er nødvendige for et job i byggebranchen.
Fordelen for Nordstern er, at vi kan rekruttere nye talenter, der tilvejebringer den fortsatte vækst i vores organisation.
Diversitet
Byggebranchen har historisk set været en mandsdomineret branche, og mange faggrupper er blevet betragtet som værende kun for mænd. Denne tendens ændrer sig langsomt og vi er i Nordstern opmærksomme på de fortsatte udfordringer på området. Vi vil gerne være en del af løsningen, som fremmer ligestilling og mangfoldighed og derfor stræber vi aktivt efter at tiltrække flere kvalificerede medarbejdere – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
I 2023 var 15% af Nordsterns ansatte kvinder, hvoraf de fleste arbejder i kontorbaserede funktioner såsom afdelingerne for jura, HR, økonomi og kommunikation. Ved udgangen af året 2023 var 19% af lederne (dvs. direktionen og de ledere, der rapporterer til direktionen) kvinder. Der er ingen kvinder i bestyrelsen.
I 2025 stræber vi efter at have mindst 30% kvindelig repræsentation i ledelsen, mens der ikke er faste mål for kvinder i bestyrelsen, da der kun er to medlemmer.
Forøgelsen af kvinders repræsentation skal sikres gennem ansættelsesprocesser.
Vi vil I 2024 udvikle og implementere en mere detaljeret mangfoldighedspolitik som supplement til vores politik mod chikane. Mangfoldighedspolitikken vil ikke kun fokusere på kønsdiversitet, den vil også omfatte aspekter som: alder, nationalitet, etnicitet, seksuel orientering m.m., samt foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling.