700 nye boliger, samt 14.000 m² erhvervs- og detailområde
Trælasten er Aarhus' nyeste bydel, 1 km fra midtbyen og med Godsbanen, Brabrandstien, Ceres Byen og åen som nærmeste naboer. Første spadestik blev taget i juni 2021, og projektet er udviklet i tæt samarbejde med Pension Danmark og Aarhus Kommune. Projektet opføres på tidligere trælastgrund.
I udviklingsfasen er der lagt vægt på et grundigt forarbejde med bl.a. fokuseret borgerinddragelse gennem høringer, borgermøder og borgerinddragende aktiviteter, baseret på en netværksstrategi, der giver værdi til udviklingen af området.
På Trælasten opføres 70.000 m² fordelt med 80 procent boliger og 20 procent detailhandel og erhverv.
Der fokuseres på at genbruge flest mulige materialer, som kommer fra eksisterende bygninger, som skal nedrives. Som eksempel genanvendes, alene på første etape, dele af den eksisterende bygning heriblandt murstensfelterne, tagstenene og vingetegl. Samtidig benyttes 1.800 tons beton fra eksisterende bygninger, som stabiliserende underlag i bygninger og veje.
Trælasten opføres i flere delprojekter, hvor det første projekt, Teglgården er afleveret i december 2023. Teglgården består af 244 boliger og tre mindre erhvervslejemål. Et andet projekt er Trægården, der er afleveret i september 2026. Trægården er karrébebyggelse i tre til seks etager med 119 boliger og seks mindre erhvervslejemål.
Som en del af udviklingen af den nye byudvikling opføres Trærækkerne, der består af 26 boliger fordelt på rækkehuse i op til tre etager. I tilknytning til Trærækkerne opføres Åens Hus, et fælleshus på 700 m², som kan anvendes af beboere i hele Trælasten. Derudover opføres en ”fire-i-en” karré, der består af et flerbruger-kontorbyggeri (Bjælkehuset), 16 boliger (Byhuset), og en almen boligblok (Gavlhuset). I forlængelse af Gavlhuset opføres en tandklinik i samarbejde med Aarhus Kommune.
Når det nye Trælasten er opført, vil der være 700 nye boliger – og 14.000 m² retail og erhverv. Her bygges boliger til en bred gruppe mennesker – fra studerende, enkeltpersoner, par, familier og 50+.
I gadeplan kommer der små butikker, værksteder, caféer, fælleskontorer og fokus på et grønt naturområde med gårdhave og fælles opholdsarealer.