
Kvægtorvet
Totalentreprise
(Sjælland)
Omfattende renovering af eksisterende boligområde med fokus på forbedret boligstandard, tilgængelighed og beboerinddragelse
Nordstern er totalentreprenør på en omfattende helhedsrenovering af en almen boligafdeling bestående af 12 boligblokke, ti i tre etager og to i syv etager. Projektet udføres som totalentreprise med tidlig inddragelse og er en central del af en strategisk helhedsplan, der skal sikre tidssvarende, sunde og tilgængelige boliger, samtidig med at bebyggelsens arkitektoniske og bevaringsmæssige værdi respekteres.
Renoveringen omfatter en række tiltag, herunder etablering af tilgængelighedsboliger, forbedring af indeklimaet via skimmelsanering og nye ventilationsløsninger samt efterisolering og etablering af franske altaner i gavle. Facaderne bevares i deres oprindelige udtryk med gule teglsten, som brydes af vandrette betonværn ved altanerne. Samtidig etableres nye kældernedgange og fundamenter.
Indvendigt etableres nye installationer, og boligerne opgraderes med henblik på både komfort og energieffektivitet. Fælleshuset moderniseres, og der etableres et beboerhotel, som understøtter fleksibilitet og tryghed for beboerne under udførelsen. Udearealerne gentænkes med fokus på klimatilpasning, og der etableres regnvandshåndtering gennem LAR-løsninger. Projektet inkluderer desuden et kunst- og infrastrukturprojekt, som aktiverer de grønne områder og skaber nye forbindelser gennem bebyggelsen med stiforbindelser og opholdsrum, der styrker det sociale liv i området.
En væsentlig kompleksitet i opgaven er, at byggeriet foregår, mens beboerne bliver boende i deres lejligheder. Det stiller høje krav til planlægning, koordinering og løbende dialog, hvor Nordstern har fokus på at minimere gener og sikre tryghed. Beboerne inddrages løbende, og arbejdet tilrettelægges i etaper, så de oplever en positiv udvikling, også mens renoveringen står på.
Byggestarten er planlagt til foråret 2026, og hele renoveringen forventes afsluttet inden julen 2028. Projektet markerer en vigtig milepæl i realiseringen af den helhedsplan, som er udviklet i tæt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og beboerdemokrati, og som har til formål at fremtidssikre både boliger og boligmiljø.
Foto af Sandra Gonon/Arkitekturbilleder.dk
Totalentreprise
(Sjælland)
Totalentreprise
(Østjylland)
Første spadestik
Aflevering