Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Velkendt metode, nye erfaringer

10. juni 2025

Et erfarent team fra Nordstern har valgt at anvende lokationsbaseret planlægning i apteringsfasen på Elmeholm ved Sluseholmen i København. Erfaring de tager med videre til kommende projekter.

Sluseholmen i København er et område, Nordstern kender indgående. Gennem de seneste ti år har vi opført syv boligprojekter i kanalbyen, og lige nu er vi i gang med det ottende: Elmeholm. Her har projektteamet valgt at planlægge de indvendige arbejder med lokationsbaseret tidsplanlægning - en metode, der er udbredt i Nordstern, men ny i praksis for netop dette team.

Aktuelt planlægges omkring 9 ud af 10 af Nordsterns projekter som lokationsbaseret. Mange projektteams vælger selv metoden, fordi de oplever fordelene. Det kræver dog både tid og tilvænning, især i opsætningen.

“Det tog tid at finde ud af, hvordan vi bedst kunne dele projektet op, og hvordan vi skulle læse og videreformidle planen. Det var en ny måde at tænke på, og især i starten var det en omstilling,” fortæller entrepriseleder Simon Obreja, som har ansvaret for opsætning og opdatering af planen.

Fra erfaring til forandring
Ved Elmeholm blev metoden anvendt i apteringsfasen – altså til de indvendige arbejder. Projektet var allerede godt i gang med råhus og tag, så det var oplagt at afprøve planlægningen i en fase, hvor mange faggrupper er i spil.

“Vi brugte tid på at overveje, hvordan vi skulle opdele projektet, for at det skulle give mening. Vi endte med at gøre det opgangsvis, hvilket har fungeret godt,” siger Simon Obreja.

Simon lægger ikke skjul på, at det krævede ekstra indsats at sætte planen op og vænne sig til en ny måde at læse og formidle på. Men det har betalt sig. Det bekræfter kollegaen, projektleder Frederik Clausen, som anvender planen i det daglige.

“I starten var det frustrerende, fordi det var uvant. Men i dag giver det os et bedre overblik og gør det lettere at forklare fremdriften - både til vores egne og til underentreprenørerne,” siger Frederik Clausen.

Et fælles overblik
Planen gør det muligt at zoome ind på de relevante områder og kun vise det, der er nødvendigt for den enkelte faggruppe.

“Vi tager 3-4 ugers planer med til møderne og kan hurtigt se, hvilke håndværkere der skal i gang hvor, og hvem der eventuelt er bagud. Det gør det lettere at styre og justere løbende, og det hjælper også underentreprenørerne med at forberede sig,” forklarer Frederik Clausen.

Erfaringerne fra Elmeholm har givet teamet mod på at fortsætte. På kommende projekter forventer de, ligesom på de fleste af Nordsterns øvrige pladser, at arbejde lokationsbaseret fra starten.

“Vi har kunnet se fordelene, også selvom det krævede noget at komme i gang. Næste gang har vi strukturen og erfaringen med os, og kan få endnu mere ud af metoden,” siger Simon Obreja.

Fakta om Sluseholmen
Nordstern har opført syv boligprojekter i Sluseholmen: Lærkeholm, Molehuset, Granholm, Hasselholm, Kastanjeholm Nord, Kastanjeholm Syd og Magnolieholm. Elmeholm er det ottende og forventes færdigt medio 2026.

For mere information

Ditte Hejberg Sorknæs
Strategi- og kommunikationsdirektør

+45 60576516
dhs@nordstern.dk