Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Søvangen Afd. 2 når vigtig milepæl

1. oktober 2024

Nordstern og Brabrand Boligforening fejrede fredag d. 27. september rejsegilde for renoveringen af Søvangen Afd. 2, en omfattende renovering af et af Brabrand Boligforenings ikoniske boligområder. Projektet, som udføres i hovedentreprise af Nordstern, markerer med rejsegildet, at de første fire boliger nu står næsten klar.

Renoveringen af Søvangen Afd. 2 omfatter i alt 21 boligblokke med 375 lejligheder, 50 rækkehuse og 20 fritliggende huse, der opgraderes og fremtidssikres. Der er efterhånden godt gang i produktionen på byggepladsen, hvor de første fire etageblokke er i gang. De første fire z-huse er desuden lukket og snart klar til indflytning, og yderligere fire er opstartet såvel som de første klyngehuse.

Der tegner sig allerede nu et flot resultat med renoveringen af de første boliger, der er ved at være færdig, fortæller Brabrand Boligforenings direktør Kristian Würtz: ”Det er glædeligt, at anstrengelserne begynder at bære frugt, især for de beboere for hvem arbejdet har budt på svære perioder, hvad enten det er fordi, der er blevet arbejdet tæt på deres hjem, eller fordi de har måttet flytte midlertidigt, mens renoveringen har stået på,” siger han.

Tidligere på året blev arbejdet også udfordret af meget regn, og mange af opgaverne skulle prøves af for første gang, men takket være håndværkernes store indsats og beboernes tålmodighed er vi nu godt på vej, understreger direktøren. ”Med rejsegildet markerede vi dermed en vigtig milepæl, som var en stor fornøjelse at fejre,” siger han.

Renoveringen af Søvangen afd. 2 er en proces, der udføres med stor respekt for dets beboere. Gennem hele renoveringen har der været tæt dialog med beboerne for at sikre, at deres behov og ønsker blev hørt og taget i betragtning. "Det har været vigtigt for os, at beboerne føler sig involveret i projektet, og at renoveringen gennemføres med minimal gene for deres dagligdag. Det er ikke let at bo på en kæmpe byggeplads, men vi forsøger at få hverdagen til at køre," siger Torben Bredkær Knudsen, projektdirektør, Nordstern.

Renoveringen omfatter ikke kun en opgradering af bygningernes ydre og tekniske installationer, men også en forbedring af indeklimaet og energieffektiviteten, hvilket vil give de nuværende og fremtidige beboere mere komfortable boliger med lavere driftsomkostninger. Der er desuden lagt vægt på at bevare bygningernes oprindelige arkitektoniske udtryk, så områdets karakter og charme forbliver intakt. Bæredygtighed er tænkt ind i alle faser af projektet, fra materialevalg til energiløsninger, hvilket gør Søvangen til et fremtidssikret boligområde.

Med en kombination af håndværksmæssig kvalitet, moderne løsninger og respekt for bygningernes historie, skaber Nordstern og Brabrand Boligforening et projekt, der vil være en gevinst for både beboerne og området som helhed i mange år fremover.

"Det er en stor glæde at kunne fejre denne milepæl. Vi er stolte af det arbejde, som vores dygtige håndværkere har udført indtil videre, og ser frem til at færdiggøre resten af renoveringen. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til Brabrand Boligforening samt rådgiverne COWI og C.F. Møller for det tætte og konstruktive samarbejde. Deres engagement og tillid er afgørende for renoveringen," siger Torben Bredkær Knudsen.

Renoveringen forventes tilendebragt i slutningen af 2027.

For mere information (presse)

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationsdirektør

+45 60576516
dhs@nordstern.dk