Samme byggeplads, tre forskellige praktikforløb
21. september 2026
På Viby Bakke er praktikanterne Andreas Hedegaard Larsen, Daniel Gamst og Niclas Sejrup tilknyttet hvert sit byggefelt. Andreas og Daniel læser til bygningskonstruktør, mens Niclas læser til bygningsingeniør. De er i praktik i den samme byudvikling, men deres forløb tager afsæt i den erfaring, de kommer med, og de dele af byggeriet, de gerne vil lære mere om.
Andreas og Daniel er begge uddannede tømrere og har erfaring fra mindre byggepladser. For dem var muligheden for at prøve kræfter med et større byggeri og koordineringen mellem flere fag en væsentlig grund til at vælge Viby Bakke.
På Realbright I står Andreas for styringen af den indvendige tømrerentreprise. Her får han erfaring med koordinering og opfølgning på arbejdet i en større byggesag. Senere får han mulighed for at følge de tidlige faser på Realbright II, som endnu ikke er gået i jorden.
Daniel har tidligere arbejdet med enfamiliehuse. På seniorboligerne arbejder han nu med tilbudsindhentning og følger entrepriser inden for blandt andet jordarbejde, gulve, tømrerarbejde, murerarbejde og VVS. Han vil især gerne have mere erfaring med jordfasen. Hvis det bliver muligt, vil han derfor også følge denne del af arbejdet på det almene boligprojekt for ALBOA.
For Niclas er praktikken på friplejehjemmet hans første møde med hverdagen på en byggeplads. Han læser til bygningsingeniør og har en gymnasial baggrund. I praktikken får han mulighed for at supplere undervisningen med praktisk erfaring.
På friplejehjemmet følger han entrepriserne inden for undergulve samt tømrer- og malerarbejde. Derudover har han fået ansvar for den overordnede koordinering og tidsplan for etableringen af en prøvebolig. Her skal han koordinere de forskellige underentreprenørers arbejde og sikre, at de kan komme til på de rette tidspunkter. Senere skal han også arbejde med inventaret.
For Niclas er det især lærerigt at opleve den daglige koordinering og se, hvordan holdet håndterer de udfordringer, der ikke kan forudses. Praktikken har dermed allerede givet ham både den praktiske erfaring og det ansvar, han håbede på inden sin start.
Projekterne på Viby Bakke befinder sig i forskellige faser. Det giver praktikanterne mulighed for at følge forskellige opgaver og få indblik i arbejdet på flere byggefelter.
Målet er ikke, at de tre skal igennem de samme opgaver, men at de hver især udvider deres erfaring på de områder, hvor de har mest at lære.
For mere information