Når to brugergrupper mødes i ét byggeri
20. marts 2026
Ved Altura Kolding Centrum er et friplejehjem og en daginstitution samlet under samme tag. Projektet forener to forskellige brugergrupper - ældre beboere med behov for tryghed og driftssikkerhed og børn med behov for leg, bevægelse og pædagogisk fleksibilitet. Det stiller særlige krav til disponering, logistik og gensidige hensyn.
Nordsterns projektdirektør Henrik Bunkenborg fortæller, at erfaringen fra tidligere plejehjemsprojekter har haft afgørende betydning for tilgangen:
“Det kræver, at brugerne inddrages fra starten. De to funktioner skal kunne fungere selvstændigt, men samtidig opleves som en helhed.”
Tydelig opdeling skaber helhed
Byggeriet er disponeret som to selvstændige bygninger i henholdsvis tre og fire etager, forbundet af en gangbro.
Daginstitutionen er placeret i stueetagen i den ene bygning og plejehjemmets fællesfunktioner er samlet i stueplan i den anden bygning. Plejeboligerne fordeler sig på de øvre etager i begge bygningerne. I opdelingen er der arbejdet med både fysisk nærhed og funktionel adskillelse.
“Det handler om at skabe tydelige zoner. Børnene skal have plads til leg og aktivitet, og de ældre skal have ro og tryghed, samtidig med at der stadig er mulighed for et møde mellem generationerne,” forklarer projektdirektør Henrik Bunkenborg.
Hverdagens drift er tænkt ind fra start
Opdelingen mellem plejehjem og daginstitution gælder også teknisk. Installationerne er adskilt, så de to funktioner har egne ventilationsanlæg, varmeanlæg og eltavler. Det sikrer korrekt dimensionering, mulighed for separat afregning og en robust drift.
Projektet viser, hvordan erfaring med plejeboliger kombineret med boligkompetencer gør det muligt at håndtere kompleksiteten i byggeri med særlige krav.
“At opføre plejeboliger kræver specialviden om drift, brandforhold og installationer. Når det kombineres med vores erfaring i at skabe boliger i forskellige størrelser og skalaer, kan vi opføre funktionelle og driftssikre plejecentre, hvor beboerne kan føle sig hjemme,” siger projektdirektør Henrik Bunkenborg.
Uderummene er også planlagt med respekt for de to målgruppers forskellige behov. Daginstitutionens legearealer er trygt afgrænset, mens plejecentrets udearealer er udformet med fokus på tilgængelighed og ophold.
Samtidig indgår de ældres have i en større sammenhæng med den omkringliggende bypark, hvilket skaber en naturlig forbindelse til byen.
Projektet blev afleveret i foråret 2025.
For mere information (presse)