Nordstern skal færdiggøre boligområde for Østjysk Bolig
9. januar 2024
Nordstern har indgået aftale med Østjysk Bolig om færdiggørelsen af 350 ungdoms- og familieboliger på den gamle journalisthøjskoles grund. Projekteringen er allerede igangsat, og byggestart forventes primo 2024.
Østjysk Bolig udbød i 2020 opførelsen af 350 ungdoms- og familieboliger i det nordlige Aarhus, men byggeriet gik i stå med JFP’s konkurs i 2022. Ved genudbuddet i 2023 har Nordstern vundet licitationen og opstartet granskning af projekteret og udført projekt. Den fulde granskning af det halvfærdige projekt ligger nu klar, og Østjysk Bolig ved administrator Lejerbo og Nordstern har dermed kunne indgå kontrakt på færdiggørelsen af de 350 boliger.
”Vi ser rigtig meget frem til at få sat byggeriet af de 350 boliger i gang igen. Det har selvfølgelig ikke været optimalt, at det har stået stille så længe, så vi er glade for, at Nordstern er klar til at tage fat, så boligerne også kan bidrage til, at der kommer endnu mere liv i den nye bydel omkring den gamle Journalisthøjskole og Kulturhus Bunkeren” siger Hosea Dutschke, forretningsfører i Lejerbo/Østjysk Bolig.
Når boligområdet afd. 27 står færdigt, rummer det 300 almene ungdomsboliger på i alt ca. 12.000 m2 og 50 familieboliger på i alt ca. 5.000 m2, inklusive fællesarealer og med tilhørende udearealer.
Byggeriet blev startet op under JFP, og ved konkursen i 2022 standset. Nordstern overtager et byggeri, hvor ca. 50 % af byggeriet er opført. Der er i alt tre bygninger, hvoraf den ene har lukket facade, den anden står med færdigt råhus, og den tredje har kun et halvfærdigt råhus.
”Det er altid udfordrende at skulle overtage et igangværende projekt, men Østjysk Bolig ved administrator Lejerbo har med deres positive og løsningsorienterede tilgang bidraget til at sættet retningen for færdiggørelsen af projektet. Vi er glade for den tillid, de har vist os ved tildeling af opgaven, og vi ser frem til at kunne levere 350 flotte boliger til unge og familier i 2025,” siger Group CEO Torben Modvig, Nordstern.
Det nye boligområde forventes at stå færdig efteråret 2025.