Nordstern skal bygge Gladsaxes nye sundheds- og beskæftigelseshus
7. oktober 2022
Nordstern bliver totalentreprenør på opførelsen af Gladsaxe Kommunes nye sundheds- og beskæftigelseshus
Gladsaxe Kommune har netop indgået aftale med entreprenørselskabet Nordstern, tidligere CASA, om at opføre kommunens nye sundheds- og beskæftigelseshus. Det skete ved en underskriftceremoni på Gladsaxe rådhus tidligere i dag, hvor både Gladsaxes borgmester Trine Græse og direktør for Nybyg Øst i Nordstern, Claus Møller, var til stede.
Det nye hus, som bl.a. indrettes i råhuset fra den tidligere politistation på Fremtidsvej, skal sikre gladsaxeborgerne én samlet indgang til det kommunale sundheds- og beskæftigelsesområde. Udover sundheds- og beskæftigelseshuset kommer det nye byområde, som er døbt Buddinge Byport, også til at bestå af en kontorbygning og et seniorfællesskab med 35 boliger.
Gladsaxes borgmester Trine Græse ser frem til samarbejdet med Nordstern og glæder sig over, at arbejdet nu for alvor kan begynde.
- Buddinge Byport er virkeliggørelsen af kommunens vision om at skabe en smuk, grøn og unik indgang til bydelen. Fremtidsvej har en fantastisk beliggenhed. Det er let at komme til og fra med cykel, bus, tog, bil og snart også med letbane. Buddinge Byport kommer til at åbne op og tilføre nyt liv til det i dag så lukkede område, siger Trine Græse.
Sundhed, beskæftigelse, boliger og erhverv
Gladsaxe Kommune købte den tidligere politistation på Fremtidsvej 1 tilbage i 2017 med henblik på at placere et nyt sundhedshus på en del af grunden. Et år senere vandt AART Architects en arkitektkonkurrence for den samlede ejendom under overskriften ’Buddinge Byport’.
I juni afleverede fire totalentreprenører deres tilbud på at bygge sundheds- og beskæftigelseshuset, og blandt de bydende, valgte Gladsaxe Kommune Nordstern til at løse opgaven.
For Nordstern er det en stor mulighed for at sætte endnu mere præg på en bæredygtig bydel, entreprenør- og udviklingsvirksomheden allerede er godt knyttet til. Claus Møller fra Nordstern ser frem til at bygge Sundheds- og beskæftigelseshuset, der ligger tæt på flere af virksomhedens andre projekter:
-Nordstern har en central afdeling på Vandtårnsvej, så vi har allerede et godt anker i lokalområdet, som vi gerne vil udbygge. Det betyder alverden for os at få lov at bygge det nye Sundheds- og beskæftigelseshus, både på grund af den centrale placering og fordi det styrker vores samarbejde med Gladsaxe Kommune, siger han.
Nedrivningsarbejdet af dele af det gamle byggeri forventes påbegyndt i 2023 og det nye Sundheds- og beskæftigelseshus skal efter planen stå færdigt i 2025.