Nordstern opruster på nybyggeri i Østdanmark med ny direktør
6. juni 2023
Nordstern, en af Danmarks førende ejendomsudviklere og totalentreprenører, styrker ledelsestemaet på nybyggeri med ansættelsen af Michael Dahlager som direktør for Nybyg Øst. Ansættelsen af den erfarne byggeprofil er en del af Nordsterns fortsatte fokus på vækst og udvikling af nybyggeri i Hovedstadsområdet.
Michael Dahlager tiltrådte 1. juni 2023 som direktør for Nybyg Øst i Nordstern. Han har mere end 25 års erfaring fra byggebranchen og kommer senest fra en stilling som projektdirektør i Per Aarsleff A/S. Tidligere har han arbejdet mange år i NCC som bl.a. områdedirektør med ansvar for erhverv. Det er derfor en erfaren brancheprofil, der nu indtræder i ledelsen og sammen med Nordsterns anden direktør for Nybyg Øst, Claus Møller, skal styre en ordrebog på 4,3 milliarder kroner.
”Det har været vigtigt at finde den helt rigtige kandidat til stillingen, som skal fortsætte Nordsterns vækst i Østdanmark. Michael har stor erfaring fra byggebranchen og har været ansvarlig for mange både store og komplekse projekter med høje entreprisesummer. Han har bevist, at han kan sit kram og bliver et stærkt kort for Nordstern”, siger Torben Modvig, CEO i Nordstern.
Fortsat vækst i Hovedstadsområdet
I 2022 var 60% af Nordsterns nybyggeri af privatboliger og 52% af erhvervsbyggeri med udgangspunkt i Østdanmark. Med ansættelsen af Michael Dahlager styrker Nordstern det fortsatte fokus på vækst- og udviklingsmulighederne for nybyggeri i Hovedstadsområdet.
”Nordstern har vist, at de er dygtige til at drive forretning, har forståelse for markedet, kunderne og tør have hånden på kogepladen, når det gælder. Det er samtidig en arbejdsplads med dygtige mennesker, og det ser jeg meget frem til at blive en del af”, siger Michael Dahlager.
I 2022 havde Nordstern samlet 828.000 m2 nybyggeri under opførelse fordelt på 474.000 m2 private boliger og 354.000 m2 erhverv inklusiv offentligt byggeri.