Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Nordstern og SAB fejrer rejsegilde midt på Nørrebro

21. maj 2025

Onsdag eftermiddag den 21/5 fejrede Nordstern og SAB rejsegilde på Det Nye Sølund – et af Danmarks største og mest komplekse byintegrerede plejecentre. Midt på Nørrebro tager det markante byggeri form og vil i de kommende år danne ramme om 360 plejeboliger, 152 ungdomsboliger, 22 tryghedsboliger, en daginstitution, mikrobutikker, parkeringsfaciliteter og store fællesarealer.

Det Nye Sølund opføres i flere etaper og omfatter næsten 50.000 m² byggeri. Ambitionen er at skabe et levende og inkluderende bymiljø, hvor generationer mødes i rammer præget af aktivitet og fællesskab. Rejsegildet markerer dermed ikke blot en teknisk milepæl – men også et skridt nærmere realiseringen af en vision for fremtidens pleje- og boligtilbud i København.

I SAB er vi meget optaget af den blandende by med boliger for alle. Derfor er vi glade for at være nået hertil. Vejen har været brolagt med forhindringer, men nu kan vi endelig se konturerne til et multifunktionelt byggeri med plads til mangfoldighed og forskellighed på tværs af generationer.” sagde John B. Sørensen, formand for SAB.

Arrangementet blev afholdt med deltagelse af håndværkere, rådgivere og projektmedarbejdere. Dagens fokus var først og fremmest rettet mod at anerkende det store arbejde, der dagligt udføres på byggepladsen. Det Nye Sølund bygges på en meget kompakt grund med kun få meter omkring bygningskroppen, hvilket stiller ekstraordinære krav til planlægning, logistik og samarbejde på tværs af fag.

Netop dette blev fremhævet af Nordsterns CEO, Morten Chrone, der benyttede lejligheden til at takke håndværkerne for deres indsats og evne til at holde momentum på en krævende byggeplads. Han rettede også en tak til bygherre og rådgivere for et godt og tillidsfuldt samarbejde, der har været afgørende for projektets fremdrift:

Så en stor, oprigtig tak skal lyde til jer håndværkere. Det er jeres indsats, erfaring og vedholdenhed, der hver dag bringer projektet tættere på målet. Jeres arbejde fortjener anerkendelse – ikke kun i dag, men hver dag. Ligeledes en varm tak til bygherre, SAB, for det stærke samarbejde og det gensidige tillidsforhold, vi har haft undervejs. Og til vores rådgivere og samarbejdspartnere, C.F Møller Danmark, bygherrerådgiver Rambøll, Wissenberg, Cubic Group og AFRY som hver især bidrager med ekspertise og engagement – tak for et godt og konstruktivt samarbejde”

Det Nye Sølund er mere end et plejehjem – det er et byudviklingsprojekt i fuld skala, hvor bæredygtighed, tilgængelighed og arkitektonisk kvalitet spiller tæt sammen. Når byggeriet står færdigt i 2029, vil det bidrage væsentligt til bylivet på Nørrebro og tilbyde moderne og meningsfulde rammer for både unge, ældre og familier.

Ved pressehenvendelser, kontakt venligst

Ditte Hejberg Sorknæs
Strategi- og kommunikationsdirektør

+45 60576516
dhs@nordstern.dk