Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Nordstern og AMBright sammen om boligprojekt

21. august 2024

Nordstern og AMBright har netop igangsat det første boligprojekt på den tidligere ”JP-grund” på Viby Bakke i Aarhus. Projektet markerer begyndelsen på en helt ny bydel, der vil omfatte en række forskellige boligtyper og rekreative områder.

Nordstern har erhvervet ”JP-grunden” tidligere på året og har siden arbejdet intensivt med projektudvikling af området. Det netop igangsatte projekt kommer således ikke til at stå alene, men bliver en del af en større vision, der omfatter en helt ny bydel med en blanding af boliger og offentlige rum.

I første fase af udviklingen opføres ca. 100 udlejningsboliger med et samlet areal på ca. 7.500 m². Projektering og nedrivning er i gang, og byggeriet af den nye bydel forventes at starte i første kvartal af 2025 og stå færdigt i fjerde kvartal af 2026.

Med det nye boligprojekt på Viby Bakke skabes et attraktivt byområde tæt på Aarhus centrum. Beliggenheden få kilometer fra midtbyen, med gåafstand til rekreative områder omkring Brabrand Stien og nem adgang til motorvejsnettet, gør det til en ideel lokation for både familier og unge.

Stærkt samarbejde i et udfordrende marked

I det nuværende marked, der er præget af usikkerhed og tale om tomgang og tomme boliger i Aarhus, er det afgørende at tænke kreativt og finde gode og stærke samarbejdspartnere. Dette er en opgave, som Nordstern og investeringsselskabet AMBright har løst med dette projekt. AMBright, der har flere velhavende investorer i ejerkredsen, ser med projektet frem til at bidrage til udviklingen af JP-grunden i Aarhus Syd:

"Vi har valgt at investere i dette projekt, fordi vi tror på beliggenheden og på, at der er et stort potentiale i dette område. I modsætning til flere andre steder i Aarhus, er der kun i begrænset omfang opført nye boliger i Sydbyen. Det er et spændende projekt, og vi ser frem til at se den nye bydel tage form. I et udfordrende marked, hvor det kan være svært at finde de rigtige investeringer, er det for os vigtigt at indgå partnerskab med en virksomhed som Nordstern, der har evnen og erfaringen til at håndtere udvikling og byggefasen i så store opgaver," siger Bo Refsgaard, Direktør og Partner, AMBright.

Nordstern er glade for den tillid, som AMBright har vist ved at indgå i dette joint venture, og ser frem til et tæt og produktivt samarbejde.

"Vi er meget glade for den tillid, som AMBright har vist os ved at gå ind i dette projekt sammen med os. Vi har tidligere arbejdet sammen og ser frem til at styrke dette tætte samarbejde og håber, at dette blot er et blandt flere lignende projekter i fremtiden. I et marked, der kræver kreativitet og robusthed, er det afgørende at have en partner som AMBright, der deler vores vision og ambitioner," siger Torben Modvig, Group CEO, Nordstern.

Projektet på Viby Bakke forventes certificeret til DGNB Guld, hvilket sikrer, at byggeriet lever op til høje standarder inden for bæredygtighed og kvalitet. Denne certificering dækker over både miljømæssige, økonomiske og sociale aspekter, og understreger Nordsterns forpligtelse til at levere ansvarligt byggeri.

For mere information (presse)

Ditte Hejberg Sorknæs
Marketing- og kommunikationsdirektør

+45 60576516
dhs@nordstern.dk