Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Industriens Pension og Nordstern opfører platin-certificeret kontordomicil til Lundgrens i Københavns Nordhavn

4. oktober 2023

Industriens Pension investerer et større trecifret millionbeløb i et nyt platin-certificeret domicil til advokatfirmaet Lundgrens i Nordhavn i København. Nordstern er projektudvikler og totalentreprenør på projektet.

Opdateret: Bruun og Hjejle overtager domicilet fra Lundgrens.

Et nyt attraktivt kontordomicil til advokatfirmaet Lundgrens vil i løbet af de kommende år skyde op i Nordhavn i København. Industriens Pension har købt byggegrunden af By & Havn og vil i løbet af kort tid i samarbejde med projektudvikleren Nordstern igangsætte projektet, der får en central beliggenhed i bydelen nær Orientkaj metrostation.

Byggeriet er tegnet af arkitektfirmaet Henning Larsen, og projektet forventes certificeret med DGNB Platin, der er den højeste certificering i DGNB-systemet. Det betyder, at byggeriet skal leve op til høje krav om bl.a. miljømæssige forhold.

”Vi er glade for, at vi nu kan udbygge vores kontorportefølje med endnu et moderne kontorbyggeri, der vil give Lundgrens’ medarbejdere nogle rigtig gode rammer. Det nye domicil får en god og synlig beliggenhed med udsigt til kanalerne i Nordhavn, der er et nyt og attraktivt knudepunkt for kontorer i København. Projektet vil uden tvivl bidrage positivt til den fortsatte udvikling af området,” siger ejendomschef i Industriens Pension, Søren Tang Kristensen.

Attraktiv beliggenhed ved kanaler

Kontorhuset bliver opført ca. 200 meter fra Orientkaj metrostation og får udsigt til Nordhavns kanaler. Lundgrens bliver domicillejer på en 10-årig lejekontrakt af hele ejendommen.

”Det gennemgående formål har været at opføre et domicil, som vi kan kalde vores eget, og som udtrykker Lundgrens, både indvendigt og udvendigt. Samtidig har vi ønsket at få moderne faciliter i et miljø, der møder fremtidens krav til workspace både for kunder og medarbejdere. Det får vi nu, og det har været et rigtig godt samarbejde med både Nordstern, Henning Larsen og Industriens Pension,” siger direktør og partner i Lundgrens, Martin Kirkegaard.

Kan opdeles i flere lejemål

Kontorejendommen opføres i seks etager og får et samlet areal på mere end 14.000 m², heraf knap 2.500 m² kælder. Den opføres som et multibrugerhus efter principper om fleksibilitet, hvilket på lang sigt giver mulighed for at opdele bygningen i flere lejemål.

Lundgrens har planer om at fremleje ejendommens stueetage til en restauratør, som skal drive kantine samt udadvendt restaurant og café. Ejendommen bliver opført i en hesteskoform, og etagerne omslutter et centralt placeret grønt gårdrum.

”Kontorhuset får en af Danmarks bedste beliggenheder, og vi har i udviklingen af projektet også gået efter at skabe de allerbedste rammer for de kommende lejere. Byggeriet får det højeste DGNB-niveau, og vi vil sikre byggeriets høje kvalitet. Det gode samarbejde med parter som By & Havn, Lundgrens og Industriens Pension er grundlaget for det høje niveau – ligesom det er på de mange andre kontorprojekter, som vi har under udvikling og opførelse i øjeblikket, ” siger Torben Modvig, adm. direktør i Nordstern, der er totalentreprenør på projektet

Glæde over udviklingen i By & Havn

Sælgeren af grunden er By & Havn, der glæder sig over endnu et positivt skridt i udviklingen af området omkring Orientkaj i Københavns Nordhavn. Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser frem til endnu et ambitiøst projekt i Nordhavn:

”I Nordhavn bevæger vi os med syvmileskridt fremad til glæde for erhvervsliv, beboere og området som helhed. Vi er glade for at det kommende byggeri er ambitiøst og baseret på DGNB-platincertificerede visioner og for, at kontorhuset med sin åbne stuetage fortsætter Nordhavns lange tradition for at inddrage beboerne i de mange smukke byggerier, der i disse år bygges ved kanalerne i Nordhavn,” siger hun.

Det forventes, at projektet står færdigt i slutningen af 2026, hvor advokatfirmaet Lundgrens kan overtage lejemålet. Den samlede projektværdi er ikke offentlig, men Industriens Pension kommer til at investere et større trecifret millionbeløb i projektet.

For mere information

Peter Steen Hansen
Projektdirektør

+45 22727610
psh@nordstern.dk