Fra socialrådgiver til beboerkoordinator
21. oktober 2024
Overgangen fra socialrådgiver til beboerkoordinator har været en spændende, men også udfordrende rejse. Vores kollega, Elisabeth Bo Johansen, har skiftet fra en rolle som myndighedsperson til en central position på byggepladsen, hvor hun nu er bindeleddet mellem beboerne og renoveringsprojektet. Her deler hun ærligt sine tanker om skiftet.
Fra myndighed til vejleder
"Jeg er stadig i en proces," fortæller Elisabeth Bo Johansen, der har arbejdet seks måneder i Nordstern. Som socialrådgiver er det normalt at have andre fagfæller at sparre med, især når de står i svære situationer. "Her skal jeg vænne mig til at mine kolleger ikke har samme socialfaglige baggrund. Min første prioritet er at tage udgangspunkt i det enkelte menneske og dets behov."
Elisabeth Bo Johansen påpeger, at hendes baggrund som socialrådgiver har givet hende en særlig indsigt i arbejdet med mennesker, hvilket er essentielt, når man som hun arbejder tæt på beboerne i et renoveringsprojekt. "Vi møder beboerne i deres egne hjem, og det kræver en forståelse for deres situation og forskelligheder."
At gå fra at være myndighedsperson til en mere rådgivende rolle har også haft sine overraskelser. "En socialrådgiver kan følge de enkelte personsager helt til dørs," forklarer hun. Selvom det kan være frustrerende ikke at have den samme handlekraft, som hun tidligere havde i kommunen, har hun fundet nye måder at gøre en forskel: "Her handler det om at lytte, anerkende og forebygge problemer."
Kompetencer fra socialrådgiverrollen sættes i spil
Elisabeths erfaring som socialrådgiver har vist sig at være uvurderlig, især når det gælder håndtering af konflikter. "Mit job er at skabe en god kontakt til beboerne, spotte potentielle problemer og tage dem i opløbet," siger hun. Hendes ekspertise i at forstå mennesker, herunder personer, der kan have særlige behov i forhold til deres mentale trivsel, gør hende til en vigtig kompetence og kollega i projekterne.
"Beboere med mentale helbredsmæssige hensyn kan have brug for ekstra støtte under en renovering, og det er her, min erfaring kommer i spil. Socialrådgiver er trænede til at tage dialogen med beboerne på en måde, der skaber tryghed for begge parter," siger Elisabeth Bo Johansen.
Som beboernes kontaktpunkt er det også Elisabeths opgave at tage sig af beboernes gennemgang af mangler ved afleveringer, hvor hun efterfølgende viderebringer deres input til byggeledelsen. En opgave, hvor hun finder stor støtte i sine kolleger, der har en byggeteknisk baggrund.
Positivt overrasket over friheden i byggebranchen
En af de største overraskelser for Elisabeth har været den frihed og fleksibilitet, hun har oplevet i byggebranchen. "I det kommunale blev vi målt og vejet konstant, og der var faste rammer for, hvordan arbejdet skulle udføres," fortæller hun. "Her har jeg langt mere fleksibilitet, både i forhold til arbejdstider og opgaver."