Det går sjældent som planlagt og det er dér, du lærer mest
13. juni 2025

Da Azra Ayhan begyndte sin praktik hos Nordstern, var målet klart: Hun ville tæt på byggeledelse og forstå, hvordan et byggeri styres og koordineres i praksis.
"Jeg har altid vidst, at jeg ville være entreprenør. På studiet fylder projektering meget, men det er selve byggeledelsen og koordineringen, der interesserer mig. Jeg ønsker at forstå en byggeplads og se resultatet af arbejdet tage fysisk form. Det giver en helt anden indsigt, at stå midt i processen og opleve, hvordan beslutninger og detaljer fra tegningerne bliver udført i praksis. Produktion giver også en bedre forståelse for de udfordringer og begrænsninger, der kan opstå, hvilket ikke opleves på samme måde bag en skærm."
Hun valgte projektet Capella netop fordi det var i opstartsfasen og gav en mulighed for at følge byggeriet fra begyndelsen. Men hun opdagede hurtigt, at hverdagen på en byggeplads er uforudsigelig. Jordarbejdet blev forsinket, og det påvirkede hendes forventede opgaver.
”Jeg begyndte faktisk med at ærgre mig en smule, fordi arbejderne i jorden var forsinkede. Det lærte mig hurtigt, hvor uforudsigeligt jordarbejde kan være. Det var en øjenåbner ift. forskellen mellem det der projekteres, og den virkelighed, der møder én ude på pladsen. Jeg indså, at tingene sjældent går helt som planlagt, og at ingen dage er ens i produktionen.”
I stedet blev hun inddraget i opgaver som tidsplanlægning, økonomistyring, kvalitetssikring og DGNB-dokumentation. Senere da jordarbejdet var afsluttet, kom hun mere direkte ind i den daglige drift.
"Jeg bliver taget seriøst. Jeg er en del af byggeledelsen, ikke bare en praktikant og har bl.a. fået ansvar for hele byggepladsentreprisen, hvilket er motiverende og udviklende for mig. Jeg bliver inddraget på lige fod med mine kolleger."
Hun har også været med til at hente tilbud ind og sammenligne priser, hvilket har givet hende indsigt i valg af entrepriser og løsninger.
"Det giver mig en langt bedre forståelse for de bagvedliggende overvejelser ved valg af løsninger og samarbejdspartnere."
Praktik med plads til kvinder og ambitioner
”Jeg er bevidst om, at jeg som 22-årig stadig er ung og som kvinde i en mandsdomineret branche, kan det i starten virke som en udfordring, men det har faktisk været en stor motivationsfaktor for mig.”
Azra beskriver at kollegerne og håndværkerne ved Capella tager hende seriøst og at hun bliver lyttet til og tilføjer, ”det betyder meget for mig, at jeg ikke bliver set som “bare en praktikant”, men som en reel del af teamet. Det giver mig selvtillid og lyst til at udvikle mig endnu mere, både fagligt og personligt.”
Azras råd til kommende praktikanter
"Vær nysgerrig og opsøgende. Husk at suge til dig som en svamp, for du har ikke så lang tid til at lære."
Hun opfordrer kommende praktikanter til at stille spørgsmål, ikke kun til deres praktikvejleder, men også til kolleger, bygherre, rådgivere og håndværkere.
”Vær åben over for at lære af alle omkring dig. Du kan lære rigtig meget af både bygherre, rådgivere, byggeledelsen, som består af et fagligt stærkt team, og af håndværkerne, som ofte har den største praktiske erfaring og mange gode løsninger. De fleste vil gerne dele ud af deres viden, så længe du viser, at du gerne vil lære.”
Klar på mere
Azra nærmer sig afslutningen på sin praktik og føler sig klar på mere. Praktikken har givet hende en realistisk forståelse for byggeledelse og et klart billede af, hvad der kræves, når et projekt skal lykkes.
"Det går sjældent som planlagt og det er netop dér, jeg har lært allermest."