Tilbage

+45 7562 7900
info@nordstern.dk
CVR: 29205272

Allan finder arbejdsglæde i at øge sikkerheden på byggepladserne

22. januar 2025

Allan Broberg Kuntz, der er en erfaren fagmand med mange år i byggebranchen, har valgt at skifte fra projektstyring til projektleder i Nordsterns KMA-afdeling. Dette skifte har både været udfordrende og meningsfyldt.

Som tidligere maskinarbejder og med erfaring fra både byggepladser og militæret, hvor han arbejdede som fortrolig assistent og sygehjælper, har han altid haft et ønske om at gøre en forskel. I sin nuværende rolle som projektleder i Nordsterns afdeling for Kvalitet, Miljø og Arbejdsmiljø (KMA) har han fundet en platform, hvor han kan kombinere sine tekniske kompetencer og ønsket om at højne sikkerheden og kommunikationen på byggepladsen.

„Jeg har tidligere arbejdet på mange byggepladser, hvor sikkerhed ikke blev prioriteret. Det var ofte noget, man kun talte om på papiret, uden at der blev fulgt op. I Nordstern er det anderledes. Her er sikkerhed en integreret del af kulturen, og det var netop derfor, jeg søgte ind i KMA-afdelingen,” fortæller Allan.

En ny rolle med plads til læring

Allan trådte ind i rollen med en solid baggrund, men også med en bevidsthed om, at der var meget nyt at lære. „Jeg skulle sætte mig ind i love og regler inden for arbejdsmiljø og sikkerhed, og samtidig lære at formidle denne viden på en måde, der motiverer andre. Det med at træde i karakter og vejlede mine kolleger på pladserne har været en personlig udviklingsrejse for mig,” forklarer han.

Denne udvikling har Allan blandt andet tilskrevet sin chef, Torsten Asklund, som han beskriver som en rolig og kompetent leder. „Torsten er en fantastisk læremester. Hans tilgang til at skabe dialog og finde løsninger inspirerer mig meget,” siger Allan.

En imødekommende tilgang

I sit daglige arbejde besøger Allan Nordsterns byggepladser i Jylland, hvor han fokuserer på at skabe en åben dialog om sikkerhed. Hans mål er ikke at pege fingre, men derimod at hjælpe kolleger og samarbejdspartnere med at forstå konsekvenserne af manglende sikkerhed og arbejdsmiljø. „Jeg går til opgaven med en venlig og imødegående tilgang. Det er vigtigt for mig, at tonen altid er god, så vi kan få en konstruktiv dialog. Jeg håber, at det er min stærkeste styrke,” siger Allan.

Han har også taget initiativ til at styrke samarbejdet internt i afdelingen, ved at inviteret en kollega fra Sjælland til at besøge en af sine byggepladser, „Vi arbejder meget selvstændigt, men min chef og jeg har mandagsmøder, hvor der er mulighed for at sparre, søge råd og gennemgår hvad der skal ske, den kommende uge (med kolleger), hvilket jeg sætter stor pris på. Min kollegas besøg skal gerne styrke vores erfaringsudvikling, hvor jeg også meget gerne vil have feedback på min tilgang til opgaverne,” forklarer han.

En kultur, der prioriterer sikkerhed

Nordsterns fokus på sikkerhed har ifølge Allan været en vision. „Det er motiverende at være en del af en virksomhed, hvor sikkerhed ikke bare er et krav udefra, men en prioritet i alt hvad vi gør. Samtidig er det inspirerende, at vi hele tiden arbejder på at forbedre os, både i samarbejdet med underentreprenører og internt på byggepladserne,” siger Allan.

Efter lidt over et år i rollen er Allan stadig lige så engageret som på sin første dag. „Der er stadig meget at lære, og der er altid nye udfordringer. Det er en del af det, der gør arbejdet spændende,” afslutter han.

For yderligere information, kontakt

Ditte Hejberg Sorknæs
Strategi- og kommunikationsdirektør

+45 60576516
dhs@nordstern.dk